Øvelse: Tiden – og nuet
Tiden som en evig strøm
Sæt dig i stilhed og skab ro med dit åndedræt.
Lad åndedrættet synke helt ned i bunden af dine lunger og forestil dig, at luften vitaliserer hele dit legeme.
Fornem og acceptér, at du er et evigt væsen.
Føl inderligt, at tiden er som en evig lille strøm af vand, der aldrig stopper.
Opfat, at tiden og vandet billedligt ligner hinanden.
Du mærker, at tiden løber – og samtidig virker det, som om den står stille. Vandet strømmer af sted, og samtidig virker det, som om det står stille de steder, hvor vandløbet bugter sig.
Du ser den lille strøm møde en anden strøm – og endnu en strøm – og flere strømme.
Du rummer nu hele følelsen af, at den lille strøm er blevet en å.
Videre fremme lader du nu vandet møde endnu en å – og endnu en å.
Du breder din bevidsthed ud og ser, at åen er blevet en flod.
Videre lader du nu floden møde endnu en flod – og endnu en flod.
Til sidst lader du vandet løbe ud i et gigantisk hav.
Havet er et billede på tidens fødsel og død.
Dens oprindelse og afslutning.
Som havet består af dråber, består tiden af sekunder.
Sid helt stille og lad denne stemning fylde dig.