Skip to content
Ni kosmiske livsgrundlag

Vi har brug for noget enkelt, som stikker dybt. Derfor får du denne gang ni sætninger, som du kan omskabe dit liv med, hvis du bruger dem. Sætningerne er korte og præcise og handler om både dig og dit forhold til omverdenen – både den åndelige og den fysiske. Du kunne sætte dem op på køleskabet eller lægge dem på dit skrivebord. Du kunne lægge en seddel i din pung – eller indtale dem på din telefon og lytte til dem, mens du folder dit vasketøj sammen.


Her er dine sætninger:

Forståelse er dit nøgleord
Når du forstår, at livet er kærlighed, udvikling og sammenhæng, kan du bedre udholde ubehag og modstand og med glæde se på den logiske og utrolige udfoldelse af liv, bevægelse og udvikling, som finder sted foran dine øjne hver dag. Hvis du altså retter din opmærksomhed mod livet med spiritualitet som klangbund.

 Dine ansvarsområder
Alt, hvad du berører med dit væsen, er dit ansvarsområde. Din krops små væsener – dine medmennesker – din omgang med dyr – dit valg af kost – din måde at behandle kloden på – dit forhold til den åndelige verden – din tanke og følelse omkring dig selv og ikke mindst dit forhold til Det Guddommelige.

Du indeholder mere
Du er et evigt væsen på vej igennem en uendelig verden. Du er fyldt med evner og talenter – nogle er du bevidst om, andre ikke – du er hele tiden i gang med at udvikle dig – du har en forbindelse til de åndelige væsener, som du kan udvikle mere og mere gennem bøn – du har en guddommelig kerne, som står i forbindelse med alle andre væseners kerner.

Bevægelse er dit livsgrundlag
Alt er i bevægelse og forandring. Derfor er det bedste, du kan gøre for din udvikling, konstant at forandre og forny dit liv. Skabe nye indfaldsvinkler i din tankegang – udvide dine positive følelser – omskabe din dagligdag mod et mere logisk og kærligt indhold. Kort sagt være i bevægelse hele tiden både fysisk, tankemæssigt, følelsesmæssigt og åndeligt.

Bliv ven med dig selv
Elsk din næste – som dig selv! At holde af sig selv er aldeles uselvisk. For når du gør det, sender du positive livsstrømme til milliarder af væsener inde i dit nervesystem, blodsystem, vævssystem, knoglesystem – ja til alt inden i din krop. Du opbygger selvværdi – selvglæde – og hvis du omhyggeligt ikke mistolker denne ”selvglæde”, så vokser du åndeligt.

For du er et evigt, guddommeligt lys, som livet har brug for.

Respektér alt liv
Du har brug for at træne i tanken om liv alle vegne. For det er svært at gennemskue denne virkelighed. Øv dig derfor i at se liv overalt. Øv dig i at tænke liv bag alt. Øv dig i at tænke kærligt på alt liv, også det, som du kalder ”dødt”. Øv dig i at respektere, at alt liv har sin berettigelse, og at du i mange situationer er herre over disse livs vilkår og livsbetingelser. På den måde bliver dit liv et samarbejde med alt liv.

Følg planen
Måske vil du sige, at du ikke kender planen for dit liv. Men du kan altid øve dig i at fornemme, hvad livet vil sige til dig. Se efter små ”hints”, som kommer fra andre mennesker, hændelser, impulser fra alle mulige steder, ting du bliver ledet til – eller fjernet fra – ting, der lykkes, og det modsatte. Det er alt sammen livet, som taler til dig. Prøver at få dig til at følge den udvikling, som er bedst for dig. Dét er den store plan for dig!

Vær lysets budbringer
Vær absolut positiv i alle livets forhold. Vend dig bort fra negative udtalelser og oplevelser. Fremfor alt vælg, hvad du vil være med til.

Hvad du vil være redskab for. Hvad du vil sige, gøre og deltage i.

Hvad du vil fremelske i dig selv, og hvilke handlinger du vil udføre. Hvad du vil lægge dine kræfter i og støtte, og hvad du vil vende ryggen til.

Vær i et og alt støttende, kærlig og brug din logik til alt.

Forøg dit samliv med Det Guddommelige
Se ”Feltet” – det energifelt, som opretholder hele universet. Se det som Det Guddommeliges livskraftlegeme, og se alt være gennemstrømmet af intention, skabelse og udvikling. Øv dig i at tænke på Det Guddommelige som alt i livet. Som Universets Selv. Som alle tings ophav, hvori vi befinder os. Se videnskab, spiritualitet, uvidenhed og viden som nødvendige udviklinger, der har til formål at skabe et levende og foranderligt univers – selve Guddommens krop.