Skip to content
Kom i gang – og skab ny energi!

Energi og energi … alle vegne. Alligevel kan vi føle os energiforladte og ude af stand til at sætte handling bag vores ønsker og mål.

Netop den omvendte impuls – at sætte bevægelsen i gang – handler denne inspiration om. Du kan få meget mere ud af tankerne omkring dét at komme i gang og se det fra den spirituelle synsvinkel. Alle ting, som er vigtige for dig at få lavet, har en spirituel vinkel.

Selv det at rydde op, vaske tøj, male en væg eller lige at få skrevet dit eller dat.

”Jeg venter på, at livet skal vise mig,
hvad jeg skal!”

Hvis du bruger denne sætning, så lad os se nærmere på dens energi. Du venter – du har altså besluttet ikke at ville gøre det, som du i virkeligheden ønsker at sætte i gang? Du har måske ikke engang overvejet, om livet nu har givet dig et vink, men at du blot ikke har observeret det? Tydet det? Givet det energi?

Nogle mennesker tyder bevidst livets små impulser, så de passer ind i deres ”ventekram”, og får ikke sat noget i gang. Måske venter du på energi til at komme i gang med det, som du gerne vil i gang med?

Har du tænkt på, at livskræfter først og fremmest aktiveres ved AKTIVITET?

Du er den, der lukker døren op. Når du gør det, igangsætter du skæbnemæssige muligheder.

De åndelige væsener ånder lettet op, for nu kan de hjælpe dig så meget, som din skæbne muliggør. De kan støtte dig og bibringe dig energi og ideer indenfor det område, som din nyåbnede dør vedrører.

”Jeg vil sende dig en ild, når dit værk er begyndt.”

Sådan står det skrevet i de gamle skrifter om englene, om hjælperne, om livskræfterne bag alt. Der er masser af hjælp, når du ikke mere tøver, men går i gang!

Pas på ikke at satse kun på den åndelige verden. ”Med Guds hjælp og lidt håndkraft” siger det gamle mundheld.

Du består selv af et indre kraftfelt – et felt, som vibrerer sammen med ALT i Universet, og som får dig til at være i familie med ALT. Derfor er der virkelig nok af energi at støtte sig til. Og andre skal altså ikke klare alt for dig. Det er der ikke udvikling i!

Der er måske nok en overdreven tendens til at skjule sig i en verden af engle, tidligere liv, højere Selver, karmiske undersøgelser, terapeutiske forklaringsmodeller og overnaturlige væsener. Og det er der intet i vejen med!

Man skal blot huske sin skelneevne og ikke skabe et metafysisk landskab for at ”bort”forklare, at det handler om udvikling, og at jeg er den, som skal handle! Alle livsoplevelser har til formål at udvikle os! Både de behagelige og især de ubehagelige. Det handler om åndelig modenhed og dyb ydmyghed. Alt sammen kombineret med total opmærksomhed og kærlighed.

Vi skal hele tiden huske bevidstheden. Som en Nobelprismodtager har udtrykt det:           

Vi er ikke menneskelige væsener,
der har en spirituel oplevelse.
Vi er spirituelle væsener,
der har en menneskelig oplevelse”.
 Pierre T. de Chardin