Din indre tsunami
Du ønsker naturligvis, at din spirituelle status vil løfte sig. At du vil opleve et gennembrud af kærlighedsevne og intuition, der totalt ændrer dit udsigtspunkt i livet. Måske spørger du: ”Sker det snart?”
Der er absolut grund til at tænke sådan, for menneskeheden er nået til et bestemt punkt i udviklingen, hvor det for nogle snart vil blive en realitet. Og måske for dig i morgen? – i overmorgen? – eller i et kommende liv?
Der er nogle faktorer, som bringer din udvikling hen til dette gennembrud.
Det er at sammenligne med et glas med vand. Vandet drypper langsomt ned i glasset dråbe for dråbe, og pludseligt er glasset fyldt og løber over!
Dråberne er udviklingen af din tanke – omfanget af dine erfaringer gjort gennem mange lidelser – dine evner – din udvikling af det feminine og maskuline i dig – og endelig din modtagelighed overfor de nye energier fra verdensaltet.
Når vandet løber over, kan vi tale om ”Et Moralsk Brag”. Et stærkt gennembrud – en forandring af din dagsbevidsthed, så du ikke mere er i tvivl om, hvad der er vigtigst i dit liv.
Det mærkes som en kolossal gennemstrømning af positiv energi, der får hele dit nervesystem til at sitre – og et stærkt hvidt lys vil gennemstråle din hjerne – ja hele din krop. Mens du klart mærker, at du aldrig mere vil gå på kompromis med det, som du ved er sandt – det som er rigtigt for dig. Du indser, at det totalt vil forandre din måde at handle på i fremtiden.
I spirituel forståelse skelner man mellem to sider af den moralske evne, nemlig TEKNIK og TILSKYNDELSE.
Det er dog kun den førstnævnte, man direkte med sin vilje kan træne, idet tilskyndelse kun lader sig udvikle af det, som vi kunne kalde livets egen tale.
TEKNIK
I teknikken handler det om, hvordan vi møder behag og ubehag, medgang og modgang, sejr og nederlag, venskab og fjendskab, svaghed og styrke, lys og mørke. Om hvordan man bruger sin vilje på allermest positiv måde.
Moralteknik er træning, men man kan faktisk også komme foran sin udvikling. Hvis du træner ekstremt med et karaktertræk, men i virkeligheden ikke har ændret dine dybere bevæggrunde i din bevidsthed, så kommer livet og læser korrektur.
Det gamle bibelske udtryk ”Tærskelens Vogter” handler om dette. Vi bliver mødt med et problem, indtil det går op for os, at vi nok stadig trænger til at gøre noget meget alvorligt ved det. At vi må ændre vores dybereliggende holdning på netop det område.
TILSKYNDELSE
Når man nu ikke kan træne denne anden nødvendighed, hvad består den så af? Hvordan påvirker den os?
Først og fremmest er det antallet og omfanget af vores lidelseserfaringer liv efter liv – og ikke mindst de erkendelser, disse har givet os – som er grundlaget for denne udvikling. Vi kender jo ikke alle vores lidelseserfaringer, men vi mærker gennem vores ikke-nænne-evne, hvor meget vi selv har været igennem – for kærlighed og medfølelse kommer af oplevelse og erfaring. Kun ved egen erfaring kan vi virkelig føle med nogen.
Et andet område er den enorme forvandling, som alle mennesker er i gang med: Poludviklingen. Skabelsen af den modsatte pol i os alle. Den feminine pol i mænd – den maskuline pol i kvinder. Vi er forskellige steder i den udvikling, og vores polkonstellationer er derfor helt forskellige.
Jo længere vi er kommet i denne udvikling, jo tættere er vi på det ”Moralske Brag” – den kosmiske Indvielse – eller gennembruddet af intuition.
Et tredje område er en modtagelighed for en ny sanseform i vores følelser – et gennembrud i kærlighedsevnen. Skabt af de mange erfaringer, udviklingen giver os.
Det er som med et musikinstrument. Når du engagerer dig i dine medvæseners situation og skæbne, bliver dit instrument tilføjet en klangbund. Du kender det fx fra en guitar. Kassen forstærker strengenes lyd – gør dem dybere, mere intense og klangfulde.
Således bliver din kærlighedsevne i livet forstærket og mere kraftfuld af din modtagelig overfor en af universets store følelsesenergier. Det giver dig flere evner til sætte sig i andres sted. På en dybere måde. Resultatet er, at du overhovedet ikke kan nænne ikke at hjælpe dem.
Til sidst: Vi påvirkes alle af En ny Verdensimpuls. Impulser fra Galaksens centrum og Klodevæsenets bevidsthed. Denne modtagelighed er også individuel, og det viser sig i de mange forskellige måder, vi omsætter disse energier i hverdagen.
Vi er på vej til Gennembruddet – ”Det Moralsk Brag”
Hver og en kommer frem til det …