Din bevidstheds centrum
Hvor tit besøger du den del af din bevidsthed, som du mindst af alt bemærker i hverdagen, hvor dine tanker flyver omkring, hvor din opmærksomhed bliver fanget af 1000 ting, og hvor dine følelser påvirker dig til forskellige klimaer af behag og ubehag?
Det er Dit Højeste Selv, vi taler om, og det kan du læse lidt mere om her i denne tekst.
Det er den mindst kontaktbare del af din bevidsthed, men sjovt nok er det den del af din bevidsthed, som reelt styrer det hele. Derfor er det fornuftigt at prøve at besøge – fornemme – opfatte – tænke og føle samklang med – den størrelse, som vi kalder Det Højeste Selv.
Det er faktisk ikke med tankerne eller følelserne, at du kan kontakte denne højeste del af din bevidsthed. Simpelthen fordi dette centrum er så forskelligt fra alt andet i din bevidsthed. Dit Højeste Selv er nemlig ophavet til idéernes verden, hvorfra du trækker impulserne til din kreativitet. Det er impulsen bag hver en idé, og jo mere du gør dig bevidst om, at du ubegrænset kan trække på denne impulsgiver, jo mere idérig bliver du.
Dit Højeste Selv er også den guddommelige kerne i dig. Den kerne, som indeholder alle de højeste facitter og samklange i livet. Facitter om livets formål, indhold og mening. Samklang med andre Højere Selver. Ja, selve forbindelsen til alle menneskers inderste, og i den store sammenhæng selve forbindelsen til hele Universets Selv.
Dit Højeste Selv befinder sig energetisk i det allerhurtigst vibrerende legeme – nemlig idélegemet eller det åndelige legeme. Et legeme af meget hurtig, finstoflig energi, som kun skabes af dine dybe åndelige følelser og tanker. Hver gang du løfter din bevidstheds tanker og følelser mod større vidder og indhold, så danner du lidt mere af dette legeme.
Hvis du ikke havde blot en enkelt af disse følelser eller tanker, så ville der overhovedet ikke være noget legeme. Det er heldigvis ikke tilfældet for nogen mennesker i vores udviklingsfase!
Man kunne også sige, at dette Højere Selv er en vibration af Det Guddommelige, og egentlig dit JEG. De to ting er det samme. Dit JEG er evigt – urokkeligt – uden nogen former for bevægelse. Det igangsætter din vilje, dine ønsker og dit begær efter at opleve, men er i sig selv fuldstændig neutral og stille forankret i den evige væren.
Den ro, som de fleste af os virkelig savner forbindelse til, findes her – lige inde i os selv. I vores JEG – i vores Højeste Selv. En ro, som stille kan kontaktes, og som gennem sin guddommelige samklang med andre JEG’er er et billede på hele Universets sammenhæng og enhed.
At glide ind og indstille sig på Det Højere Selv er i sig selv en meditation af ro og healing.
Healing er jo at hele – og da du stiller ind på HELE dig, er en indstilling på dette højere princip i dig og dets forbindelse til verden en healing. Indstillingen kan hjælpe dig til at skabe ro, stilhed og enhed, og den kan faktisk styrke din fornemmelse af samklang med alle verdens mennesker. Og i sidste instans skabe en større samklang til Det Guddommelige.