Hverdagens kontakt
At kunne leve helt almindeligt. At blive kaldt almindelig. Og alligevel være helt anderledes – dét er at leve sin spiritualitet med en dyb forbindelse til det åndelige.
Forbindelsen handler i stor grad om vores forestilling om den. Og hvordan vi opfatter disse verdener. Derfor er det vigtigt …
at kunne finde billeder på de åndelige kontaktmuligheder. Billeder, som vi kan lagre i vores bevidsthed og blot have som forståelsesrammer. Så nu skal du lave dig et billede af forbindelsen til de åndelige verdener og til de højeste energier i dit eget Højere Selv.
Når man ikke forstår, hvordan en kvantefysisk, subatomar verden fungerer – og det gør vi jo ikke – er det svært at forestille sig, hvordan overførsler af indtryk, budskaber, inspirationer m.m. kommer til os i hverdagen.
Vi må opfatte os som modtagere – og de åndelige verdener som afsendere. Billedet, vi her laver, er en slags mekanisme, der kan sammenlignes lidt med bøn. Selvom VisdomsVinduet kraftigt anbefaler ”rigtig” bøn.
Vi må lave os nogle billeder, som vi kan hænge vores forståelse op på. Prøv at forestille dig et stort rør – et meget bredt rør. Du er i dette rør, og i den anden ende er den åndelige verden, som dine højere energier har medsving med.
Forestil dig, at rørets vægge roterer – ikke med partikler, der danner fast form, men meget mere med stråleformig materie, som kommer og går. Som var det en slags blinkende væg af lys, af stof, der ikke er stof, af form, der ikke er form. Alligevel opfatter vi det som et bredt rør, og væggene er nærmest formet som lysimpulser, der aldrig står stille.
Ligesom hvis det var film, skaber vi billedet af, at kommunikationen mellem de to energisvingninger opleves som lys, der opstår og forsvinder ligesom fyrværkeri på himlen nytårsaften. Det indeholder energi uden form og uden specifik farve, og dine nerveceller modtager det som lyd, der føres til din hjerne.
Din træning i at være helt almindelig – lige her ”midt på Rådhuspladsen” – skal gøre, at du i løbet af nanosekunder kan bringe din tanke til at opfatte dig selv i gang med at få overført disse energiimpulser, når du vil det.
Du skal ikke forestille dig en vej – du skal ikke forestille dig nogen form, selvom du kort fornemmer røret. Ud af mørket kommer impulserne, ud af ingenting opstår lyden, og ud af tomheden kommer formen, som du så omsætter i din hjerne til en oplevelse – et budskab. I et sekund kan en lang forklaring eller en fuldstændig historie skabes som et færdigt produkt.
Så røret er der – og opleves ikke …
Så lysimpulserne er der – og opleves ikke …
Så lys og lyd, nerver og hjerne arbejder – og opleves ikke …
Og alligevel kan du i en brøkdel af et sekund skabe din kosmiske forbindelse via det subatomare, kvantefysiske element, som tanken selv er fadder til.
Prøv at visualisere røret – væggene – tomrummet, når væggene forsvinder – lys, der bliver til lyd – nerver, der modtager og viderebringer lyden – en hjerne, som danner et budskab/et billede/en historie/en færdig helhed.
Og glem så alt om det!
Og i det sekund, du har brug for at være i større kontakt, så husker du et nanosekund hele smøren og glemmer det omgående – og oplever.
Hvornår vil det lykkes for dig? Når du ikke mere tænker på, om det vil lykkes. Så vil du vide det. Jamen hvor længe skal jeg træne? Det vil være 100 % individuelt. Hvordan vil det udtrykke sig? Som en viden, en fastholdelse af et budskab, et billede af fremtiden – eller som en dyb erkendelse af en større eller mindre sammenhæng.
Et det så et kosmisk glimt, jeg får? Desværre nej – dem kan man hverken øve, fremtvinge på sund måde eller beslutte sig for. Kosmiske glimt er et resultat af din udvikling intellektuelt, følelsesmæssigt og kærlighedsmæssigt. Men du kan få rigtig mange fine impulser til brug i din dagligdag.
Og når du bliver bedre til det, så bliver det en indstilling, som gør dig rolig, bevidst, opmærksom og mere eller mindre i kontakt med de højere formål i dit liv.